Ruter og stier i Svanemosen

Tag på tur i Svanemosen og få en oplevelse ud over det sædvanlige. Området har både en helt særlig natur og en spændende kulturhistorie med tørvegravning. Der er afmærket to vandreruter på i alt ca. 3 km.

Rød rute 2 km: En rundtur på selve højmosen, der giver et spændende indtryk af højmosens planter og dyr, samt tørvehullerne – som nu er søer. Længst østpå fortsætter rød rute ind i Hoppes Skov, hvor du kan tage en rundtur på ca. 3 km. Denne vandretur giver et indtryk af den nyplantede skov, som er et led i Danmarks planer om at fordoble skovarealet.

Gul rute ca. 1 km: Går delvis gennem det område, der er ryddet for træer og buske for at genskabe højmosen. Her møder du flittige geder, som arbejder på at holde de nye træer nede, og dermed hjælpe højmosen med at blive reetableret.

Faciliteter i Svanemosen

I området finder du fugletårn med madpakkelæ samt en stor bålhytte med overnatningsmulighed.

Området ejes af Naturstyrelsen Trekantområdet. Få mere at vide om området se Naturstyrelsens digitale naturguide.

Parkering:

Svanemosen har to p-pladser:

Svanemosevej 46, hvorfra et skilt viser vej ad en grusvej til p-pladsen. 

Tværford 15, fortsæt 100 m mod vest og følg skiltning ned af grusvejen. Fra p-pladsen er der sti til bålhytten.


Temaer
Vandreruter
Oplevelseskortet
Se på kortet!