Oplev Hjarup vådområde følg den afmærkede rute i landskabet

Sporet ved Hjarup vådområde

Følg trampestien gennem smeltevandsdalen langs Hjarup Bæk og nyd de smukke udsigter. Ruten kaldes ’Sporet ved Hjarup Vådområde’ og er en afmærket rute på 3,5 km. Sporet er en del af Spor i Landskabet-konceptet, der anlagt og drevet af de lokale i Hjarup. 

Har du lyst til en lidt længere tur, kan du forlænge ruten med en afstikker på 1,5 km til Søgård Sø, der er dannet ved, at en blok is fra sidste istid ikke helt bortsmeltede, da isen trak sig tilbage. Her findes et fugletårn, hvor søens fugle kan iagttages.

På vej tilbage kommer du forbi Thomasmindes mark, hvor der i 1889 blev fundet et stort sølvspænde dannet af to bøjede sølvstænger, der i forbindelserne har form af to hænder. I spændet er indgraveret runer, som danner ordene »Maria« og »Hjælp«. Spændet kan ses på Nationalmuseet. Tilbage i Hjarup kommer du også forbi kirken fra 1200-tallet og stenkistebroerne over Hjarup Bæk, der er enestående i Danmark, fordi der ud over vejbroerne også blev bygget private broer over bækken.

I Hjarup findes endnu en Spor i Landskabet rute - Sporet ved Hjarup Øst

Find vej

Begynd ruten ved det gamle rensningsanlæg på Fløjbjergvej 45C, 6580 Vamdrup, hvor du også kan parkere.

Download folderen (pdf) eller se ruten på oplevelseskortet (Se boksen i venstre top)


Sted
Vamdrup
Temaer
Vandreruter
Oplevelseskortet
Se på kortet!