Besøg Christiansfeld et af bare syv verdensarvssteder i verden

Christiansfeld // UNESCO verdensarv

Besøg verdenskulturarven i Christiansfeld - stemningen og historien gør et besøg i Christiansfeld til en ganske særlig oplevelse. I Christiansfeld kan du opleve de historiske bygninger, der fremstår storslåede og adelige i deres størrelse og udtryk. Bygningerne er dog ikke skabt til adelen eller velhavende mennesker, men til en menighed med et kristent bekendelsesgrundlag.

Christiansfeld er grundlagt i 1773 af medlemmer af de såkaldte herrnhutere, dels fra Herrnhut i Sachsen, Tyskland, og dels fra andre menighedsbyer i Nordeuropa. Byen er opkaldt efter Christian VII, der gav tilladelse til byggeriet.

Brødremenigheden anlagde deres byer efter en lignende skabelon med kirken i centrum, omkranset af byens vigtigste huse – korhuse, huse for de ugifte brødre, søstre og enker, præstebolig og forstanderbolig. Skolebygninger, værksteder og familiehuse indgik også i den særlige brødremenighedsstruktur. Byen blev bygget på forholdsvis kort tid, og ikke gradvist, som så mange andre småbyer i Danmark. De fleste bygninger i det historiske centrum blev bygget fra 1773 til 1812. I dag ser man tydeligt den fine sammenhæng, der er mellem bygninger og grønne områder, idet også haver og grønne områder var veludviklede elementer hos Brødremenigheden. Den gamle bydel ligger hen som et meget levende kulturminde midt i byens hjerte og viser med sin helhed noget af det ypperligste, der findes inden for Brødrekirkens arkitektur.

Besøg Christiansfeld

Læs mere på https://www.museumkolding.dk/besog-os/christiansfeld/