Stenderup Midtskov - gul rute
Tag på en dejlig skovtur, der kombinerer skov, fint sandstrand og græssende dyr.
Gul rute er ca. 6 km og afmærket med gule pile. Turen er varieret og går på store grusstier til smalle trampespor langs kysten, hvor du kommer helt tæt på Lillebælts kyst. Er du til en længere gåtur kan du kombinere med vandreruterne i Stenderup Nørreskov, der grænser op til Midtskoven.
På ruten kommer du forbi flere hundrede år gamle egetræer, fortidsminder, sæler og marsvin. Du kan samle brombær, stor trompetsvamp, hyben, ramsløg og blåmuslinger.
Der er flere parkeringspladser langs ruten. Du kan med fordel benytte parkeringspladsen ved Stenderup Midtskov, hvis du vil kombinere med vandreruterne i Stenderup Nørreskov.
På stedet er der
Ikke handicapegnet
Vandrerute
Stenderup Skovene - høje bøgetræer og stejle skrænter
Den smukke kyststrækning gør det til noget helt særligt at besøge Stenderup Skovene til fods. Her hvor Lillebælt snævrer sig ind, er der høje skrænter og flotte udsigter. Skoven gemmer på over 500 år gamle egetræer og en stor koncentration af kulturspor som gravhøje, voldsteder og stendysser, der vidner om menneskelig tilstedeværelse gennem tusinder af år.
I Stenderup Skovene findes flere afmærkede ruter på både mindre og større stier. Skovene rummer mange rekreative muligheder og oplevelser, og er levested for et rigt dyreliv. Området består af tre skove Nørreskov, Midtskov og Sønderskov, der alle ligger ud mod Lillebælt. Stenderup Skoven ejes og driftes af Naturstyrelsen.