Dybvadbro station er knudepunkt for oplevelser nord for Kolding

Dybvadbro Station - et grønt mødested

Dybvadbro Station er et grønt mødested med plads til aktiviteter, formidling og fællesskab både inde og ude. Her er adgang til vand og offentligt toilet (også handicap toilet) samt et større grønt areal med bålplads og primitiv teltning med offentlig adgang for alle. I det gamle pakhus ved siden af stationsbygningen finder du ly for vejr og vind og en plancheudstilling om Troldhedebanens historie.

Dybvadbro Station er en tidligere stationsbygning på den gamle privatbane, der løb hele vejen til Troldhede. Deraf navnet Troldhedebanen. Stationsbygningen er renoveret med nyt køkken og mødelokaler, der kan bookes af organisationer, institutioner, foreninger og lignende i Kolding Kommune.

Både bygning og de omkringliggende arealer er under udvikling og skal på sigt tilbyde endnu flere faciliteter. Læs mere om projektet. 

Book lokalerne

Det er muligt at booke lokalerne på Dybvadbro Station via Koldings foreningsportal, eller ved at tage direkte kontakt til projektkoordinator Karen Tønning på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller 40384855.   

Rundt om Dybvadbro Station

Dybvadbro ligger som et knudepunkt midt i et stort oplevelseslandskab. Her løber både Troldhedestien og Hartesløjfen forbi og der er adgang til Donssøerne og Stallerup Sø. Troldhedestien forbinder flere stoppesteder hele vejen fra Kolding midtby: Skovløberhuset, Bramdrupdam Dam og Ferups Sø. ved Ferup Sø finder du trækfærge, shelters, børstelegeplads og en plancheudstilling i det gamle slusehus. Få overblik over alle oplevelserne knyttet op på Troldhedestien, Donssøerne og Hartesløjfen

Find vej 

I bil: Du kan parkere ved Dybvadbro Station, Egtvedvej 132, 6000 Kolding - herfra er der handicapvenlig adgang til bygningen og toilettet

På cykel: Troldhedestien fra Kolding gennem Bramdrupdam til Dybvadbro, er ca. 7 km lang. Cykel- og vandreruten Hartesløjfen (13 km) passerer Dybvadbro 

I offentlig bus: Der er bus fra Kolding og Egtved/Vester Nebel, der holder på Egtvedvej lige ved parkeringspladsen