Kongerækken med Jim Lyngvild - Dragter, drama og Danmarkshistorie

​Koldinghus har i samarbejde med modedesigneren Jim Lyngvild skabt en levende, involverende og helt særlig udstilling, hvor fortidens konger og dronninger sættes i scene som mennesker af kød og blod med følelser og drømme, styrker, svagheder og brister.​

Udstillingen er åbnet og kan ses frem til den 3. januar 2021.

Udstillingen tager udgangspunkt i en række portrætfotos, som Jim Lyngvild har skabt til sin seneste bog Danmarks konger og dronninger fra Gorm til Margrethe II. Ved hjælp af rekonstruerede historiske dragter og smykker, giver Lyngvild fortidens konger og dronninger et nutidigt ansigt, der får dem til at fremstå levende for os i dag.

Udstillingen består af en række scenarier med danske konger og dronninger som hovedpersoner, der enten befinder sig i skelsættende historiske begivenheder, til fest på de bonede gulve eller i de private gemakker, hvor dagligdagens små og store dramaer udspiller sig.

Gæsterne vil bl.a. kunne møde Christian 4. på en af hans utallige svireture i København, men bliver også indbudt til maskebal anno 1711 på Koldinghus, hvor den 40-årige skørtejæger Frederik 4. første gang møder den purunge adelsfrøken Anna Sophie Reventlow, som han senere gifter sig med til venstre hånd, mens han stadig er gift med Dronning Louise til højre hånd.

Læs mere på Koldinghus hjemmeside.