IBA Erhvervsakademi et designspot i Kolding

IBA Erhvervsakademi

IBA Erhvervsakademi Kolding er en markant bygning, der står i hjertet af Koldings campus-område, og som på alle måder er et opsigtsvækkende hus både indvendigt og udvendigt.

Den kubeformede bygning er syv etager høj. Indvendigt er det en lille by i byen, som er bygget op omkring en trappe, der snor sig rundt langs facaden og giver både ind- og udsyn. Der er en udsøgt udsigt over Kolding Å og fjorden fra øverste etage. På taget ligger 176 solpaneler, der producerer op mod 44.000 kWh miljøvenlig strøm om året. Huset 9000 kvadratmeter befolkes dagligt af ca. 2.000 studerende plus akademiets personale.

Bygningen er tegnet af arkitekterne Kjaer & Richter A/S og blev indviet i august 2019.

Arkitekturprisen

IBAs bygning modtog i oktober 2019 førstepladsen i Kolding Kommunes årlige uddeling af Arkitekturprisen i kategorien ”byggeri til offentligt formål”. Begrundelsen fra arkitekt Aksel Fyhn fra bedømmelsesudvalget lød:
”Udvalget ønsker (..) at prisbelønne IBAs bygning i Kolding for en enkel arkitektur. Bygningen har en særdeles karakterfuld og skulpturel facade, der formidler bygningens indre liv. Der er ikke tale om en ekstravagant bygning rent økonomisk. Men ekstravagant rent æstetisk. Her er brugt få virkemidler med stor effekt.”

 

Find vej

Havneparken 1, 6000 Kolding